Historie

I 90’erne blev Caleb Falk uddannet frilandsgartner og fik ansættelse på det lokale grøntsags gartneri.
Her blev frøene sået til en grøn fremtid og Caleb fik hurtigt blod på tanden til at starte sin egen produktion op. En lokal porreavler lukkede, men danskerne ville have porrer til deres tærter, så Caleb kunne se et hul i markedet og begyndte derfor sin egen porreproduktion i 1999.

Allerede året efter i år 2000 blev Calebs bror David, som er uddannet landmand, en del af virksomheden, og så begyndte det at gå stærkt med at udvikle gartneriet. Snart var der både porre, broccoli, blomkål og ærter i sortimentet. Efterspørgslen på økologi har været stigende, og derfor oprettede Dangrow også et økologisk selskab i år 2008.

I dag er Dangrow gartneri et moderne gartneri med 75 ansatte. 60 % af produktionen er økologisk. Gartneriet udvikler sig hele tiden, for at følge kundernes ønsker. De laver derfor hele tiden forsøg med nye sorter, dyrkningsmetoder og har stor fokus på miljøet. Hvert år afprøves et nyt produkt på et lille areal, for at lære omkring dyrkningsforholdene samt efterspørgslen hos kunderne.

Med så store arealer og produktionsforhold er det vigtigt at tage ansvar for sin omverden. I vaskeriet recirkulerer vandet med udskiftning til rent vand dagligt, for at spare på vandressourcerne.
Dangrow Gartneri har også samarbejde med lokale landmænd for at sikre et sund sædeskifte. Sidste nye skud på stammen er fokus på markspildet og afsætning af de ukurante porrer.

Trods de mange år i branchen er brødrene stadig ikke trætte af grøntsager. Der er stadig porre, broccoli og blomkål på tallerkenen hjemme hos de to brødre, og de følger også med i tidens trends for at være på forkant med markedet.